Blade af Ryomegnens historie
Fortalt af
Karl Mejnecke
Herremanden havde i hine tider ansvaret for -
og dermed stort set hånds- og halsret over sine
bønder og fæstere. Hans ansatte ridefoged var i
de fleste tilfælde de undergivnes skræk og
plage. Unge bønderkarle, der nægtede at
springe soldat, og bønder eller fæstere, som
ikke ville makke ret, fik datidens straffemidler
at føle på deres krop.
Træhesten har uden tvivl også været opstaldet
på »Ryomgaard« og flittigt benyttet. Mange
blev grebet i og anklaget for ulovligt
brændevinsbrænderi, for dengang måtte
bønderne ikke selv brænde. Det var et
privilegium for - kort sagt - alle andre, for både
præster og degne, for civile og militære
betjente, for herremænd og embedsmænd, for
proprietærer og forpagtere og for alle bosat i
byerne. Bønder var jo ikke regnet for noget, de
var nærmest anden klasses mennesker og dertil
oftest livegne, og som sådan var det dem
forbudt at lave brændevin selv.
Naturligvis måtte en sådan forordning give
anledning til utallige overtrædelser og retssager.
Ved fogeders og dommeres bistand håndhævede
herskabet lovens bestemmelser i kongens navn.
Til gengæld skulle alle, der havde ret til
brænding, svare afgift deraf til kronen.
I Grenaa, der dengang var på 150 huse og
gårde, og hvis indbyggertal næppe har
oversteget 1000, var købmanden Jens Chr. Juul
konsumtionsforpagter. Hans fuldmægtig Ove
Christoffersen Broch, forhenværende
storkøbmand, men på grund af tidernes ugunst
nu falleret, havde til opgave at inddrive told og
afgifter. Han havde tidligere ejet den smukke
gamle gård på torvet, der hvor nu Djurslands
Museum har til huse. De to opkrævede skatter,
acciser eller afgifter med hård hånd og
konfiskerede ulovlige brændevinsredskaber i
snævert samarbejde med herremænd og
ridefogeder overalt i Nørre- og Sønder herred.
For at opfylde lovens forordninger om
konfiskation skulle en rettens embedsmand - en
birkedommer, en herredsfoged eller en byfoged -
overvære inkvisitionen, som man dengang
benævnte slige fogedforretninger.
En sådan inkvisition fandt sted 1774 i Skarresø,
hvor man ikke ville finde sig i noget »forbud«.
På landet, hvor brændevinsfremstilling altså
ikke var tilladt, ejede bønderne ofte
brændevinstøjet i fællesskab, og de forskellige
dele, kedel, hat, lag, pibe og svaletønde,
opbevaredes lige så mange steder i landsbyen.
Af gode grunde. Et komplet anlæg var meget
kostbart, og det var en katastrofe at få det
beslaglagt eller ødelagt. Kedlen kunne have et
rumfang af ½-
2½
tønde og dertil kom hat, låg
og pibe, alt af kobber. Vægten androg fra 6 til
10 lispund og havde en værdi af 25-60
rigsdaler. Det var i 1700-tallet lige så meget
som femtedelen af prisen på et velholdt hus
eller en god gård. I panteprotokollerne ses
brændevinsredskaber at være det mest
almindelige pantsættelsesobjekt næst efter fast
ejendom.
Ved Daggry den 20. Oktober 1774 forlod to
vogne Grenaa gennem sønderport og kørte forbi
accisseboden over åens tre broer. Vejen over de
lave enge forbi Kragsø var opkørt og pløret. Det
nærliggende Kolindsund, der dannede det
naturlige skel mellem to herreder, beredte ofte
de vejfarende store kvaler i vinter- og forårstiden.
Det var derfor vigtigt, at vore to køretøjer
og deres mandskab fik deres ærinde i Sønder
herred forettet, inden vinteren satte ind.
Deres mål i dag var Skarresø.
Ove Christoffersen Broch, konsumtionsfuldmægtigen,
var kusk på den forreste vogn.
Som passager havde han birkedommer Thomas
Meinicke fra grevskabet Scheel, der var formået
til at tage med som rettens repræsentant i stedet
for byfoged Niels Erich Behr og birkedommer
Bay, Grenaa, der begge var forhindrede den
dag. Thomas Meinicke boede i Voldby og havde
tidligere været skovrider på Scheel med
embedsbolig i Fjellerup. Han var født 1717 I
Auning, hvor hans fader var skomager.
De to embedsmænd skulle på jagt efter
brændevinstøj i Sønder herred, ligesom de i
foråret havde været det i flere landsbyer i Nørre
herred. Vognmand Hans Jensen Sejr, rebslageren
Jens Pedersens søn fra den vestligste
gård i Storegade, var kusk på vogn nr. To
.
På hans vogn befandt sig Jørgen Andersen
Winter og Peder Carlsen, to Grenaa-borgere,
der var udtaget testificanterd.v.s. vidner, i den
undersøgelse, der forestod. Efter at have bedet
på kroen i Kolind nåede de to køretøjer først på
eftermiddagen frem til Skarresø, og her tog man
straks fat på forretningerne.
Hos gårdmand Niels Bach, der stod først på
listen, fandt man en svaletønde af træ med to
kobberpiber. Alt blev hurtigt klonfiskeret og
læsset på vognen. Niels Bach forlangte til
gengæld at se papirerne, efter hvilke Ove Broch
konfiskerede. Men de var desværre i hastværket
glemt hjemme. I Jens Rasmussens gård fandtes
bade hat, låg og piber, og hos Jens Skrædder et
kobberlåg, som gik samme vej - op på vognen.
Hos gårdmand Peder Thuesen var slåen skudt
for alle døre, endskønt det var midt på dagen, og
røgen stod af skorstenen. Rygtet om
inkvisitionen var nået frem inden embedsmændene,
takket være Niels Bach. Man havde
derfor troet sig sikker ved at stænge dørene,
men der gaves ingen pardon. Efter gentagen
banken på blev dørene sprængt. I bryggerset
duftede der lifligt, og en stor kedel var ganske
fuld af varm bærme. I et andet rum fandt man
konen og pigerne skræmt fra vid og sans.
Derimod var der ingen redskaber at se nogen
steder. Ved nærmere eftersøgning uden for huset
fandtes friske spor af gravning i et havegærde.
Gemt i jorden fandtes her resten af redskaber og
svaletønden.
Ved den følgende undersøgelse hos gårdmand
Bo Sørensen var dørene også låst, men blev
straks brudt op. Her fandtes et veludstyret
redskab, der var i fuld gang med at klare
brændevin. Beboerne var ingen steder at se,
men det arbejdende redskab var i sig selv bevis
nok på lovover-trædelsen. Alt blev bragt ud på
den ventende vogn. Da man kørte derfra, viste
et kvindfolk sig i døren, men om det var konen i
huset eller et tyende, kunne ikke siges.
Birkedommeren og fuldmægtigen besluttede
herefter at påbegynde hjemturen.
De var klar over, at noget var i gære, og at det
nu gjaldt om at komme af sted. Desuden var
vognene næsten fuldt læssede, og dagen gik på
hæld. Måske var der grunde for at mistænke
endnu et par Skarresø-folk, men det fik vente til
en anden gang. De to vogne forlod Skarresø og
fulgte vejen mod syd over Astrup.
Inden man nåde så langt, blev vognene indhentet
af fem ridende Skarresø-karle. Nogle plovfolk,
der arbejdede på marken, blev råbt an af rytterne
og sat ind i sagen. Ligeledes nogle bønder fra
Ebdrup, som befandt sig undervejs. De
sammensvorne karle, plovfolk og bønder
omringede de to køretøjer og standsede dem.
Rytterne stod af hestene og spurgte de kørende,
hvad de var for folk og titulerede dem »røvere
og skielme«.
Birkedommer Thomas Meinicke og fuldmægtig
Ove Broch fortalte, hvem de var, og hvorfra de
kom. At de var taget ud i Hans Majestæts
ærinde - og efter hans befaling - for at søge efter
brændevinstøj. Naturligvis ville karlene ikke tro
et ord deraf. Niels Bachs karl vidste jo fra sin
husbond, at Grenaa-mændene ingen »papirer«
havde med. Derefter tog de fat på at læssse de
kære brændevinsredskaber af vognene.
Birkedommeren søgte at gøre dem begribeligt,
hvad de udsatte sig for ved at tage sig selv til
rette. Det tog karlene overhovedet ingen notits
af. De vedblev at læsse redskaber af. Samtidig
truede de Grenaa-folkene med klø, så mange,
at ingen af dem kunne krybe eller gå derfra.
Endnu en gang søgte birkedommeren at tale
karlene til fornuft, sagde, at de skulle være
varsomme med at true, endsige bruge vold. Nu
havde de jo taget redskaberne igen og burde
lade ham og hans følge fare med fred. Og hvis
de tvivlede på hans og hans ledsageres ord og
om, at de ikke var i deres gode ret som
øvrighed, så var han - birkedommeren - og hans
folk villige til at køre om ad Ryomgaard til
bøndernes herskab oberstløjtnant von Hoff eller
dennes ridefoged. Eller til præsten i Marie
Magdalene. Således at både bønder og karle
kunne blive overtydet om, at alt var i
overensstemmelse med gældende love og
forordninger.
Intet gjorde indtryk på karlene. De blev jo
længere des grovere, og uden at nogen rigtig
vidste deraf, slog en af karlene til Jørgen Winter,
der blev ramt i hovedet, og det så voldsomt, at
blodet sprang ham af øret. Han skreg højt af
smerte og angst, da han tumlede til jorden.
Dermed var signalet givet til voldeligt overfald.
Bønderkarlene slog løs på birkedommeren og
især på Ove Broch, som snart efter lå blødende
på vejen. Som våben anvendte karlene
medbragte vogn- eller plovkæppe, men gjorde
også flittigt brug af kobberpiberne fra
brændevinstøjet.
Da det gik hårdest til, benyttede de to
testificanter (vidner) lejligheden til at stikke af.
Imens fortsatte karlene med at slå løspå Broch
og Meinicke. De to vidner har vel
tænkt
at hytte
deres eget skind, da de alligevel ingen chance
havde for at klare sig mod overmagten. Da de to
stak af, sprang et par karle til hest og indhentede
dem. De flygtende bad for deres sølle liv, og
karlene lod dem løbe overbevist om, at det ikke
var rigtige konsumtions-betjente. Imens fik de to
hovedpersoner endnu flere drøje hug og led
yderligere overlast. Kusken Hans Sejr var der
derimod ingen, der rørte.
Tilsyneladende havde karlene fået raset ud, og
Hans Sejr benyttede lejligheden til at få de
overfaldne bragt til vogns. Det lykkedes at
komme af sted, og man kørte - alt hvad hestene
kunne rende - ad Kolind til. Et langt stykke vej
forfulgte overfaldsmændene dog de to vogne
med trusler og grove skældsord.
Ove Broch var stadig kusk på den ene vogn,
men var knap nået en halv mils vej, før han
matte give op. Spændingen og den hårde
medfart havde udmattet ham. Han sank sammen
på bukken, mens blodet randt ham fra hovedet
ned over hans kinder. Han var ikke i stand til at
bevæge højre arm. Birkedommer Meinicke
overtog derpå tømmerne og kørte vognen. Ove
Broch blev anbragt midt i køretøjet, mens
Jørgen Winter tog plads bag ham for at støtte,
hvis han påny skulle falde i svime.
Hjemvejen gik over Kolind-Nødager-Albøge
og til Lyngby, hvor Ove Brochs svigerfader,
sognepræsten provst de Hemmer, boede. Her
tog man ind for at få hjælp, for at blive vasket
og få sårene forbundet.
Samme aften blev Ove Broch ført til sit hjem i
Grenaa i provstens lukkede karet og kom straks
under kyndig behandling hos byens
»chirurgus«, mester Hans Wulff.
Det tog mange måneder, inden Ove Broch var
restitueret og i stand til at genoptage sit arbejde
for konsumtionsvæsenet. Også birkedommer
Meinicke havde mén af slagene i lange tider
efter de dramatiske begivenheder i Skarresø.
Såvel birkedommer Thomas Meinicke som
fuldmægtig Ove Broch rejste sag mod de fem
Skarresø-mænd og deres karle, både for
overtrædelse af brændevins-forordningen og for
vold
den i forordningen
fastsatte bod på 10 rigsdaler rigsmønt,
tilsammen 50 rigsdaler.
og overlast, for den tort og svie, som var
tilføjet dem den 20. oktober 1774. Sagen
indbragtes for retten i Grenaa den 14. november
samme år.
Hverken bønderne eller karlene gav møde.
Derimod mødte på deres vegne ridefoged på
Ryomgaard Sr. Jørgen Tranberg. Han erklærede,
at denne sag var ham lige så ukendt som
uventet. Han havde forlængst foreholdt de
anklagede bønder deres ulovligheder. Dertil
havde han ladet deres brændevins-redskaber
borttage, sønderslå. og sælge. De derved
indkomne penge - kobberets salgspris - havde
vedkommende bønder faet udbetalt
.
Bøndernes herskab, oberstløjtnant Palle Kragh
von Hoff, kunne naturligvis ej heller forsvare
sine bønders grove og voldelige adfærd, men
erklærede sig indforstået med at give billig og
tilbørlig satisfication efter de pågældendes
fattige omstaendigheder. Han - oberstlejmant
von Hoff - lod derfor ved sin ridefoged, Sr.
Jergen Tranberg, levere for hver at de fem
anklagede Skarresøboe
Hvis sagen således kunne ordnes i mindelighed,
skulle de otte karle, både de fra Skarresø og de
fra Ebdrup, som var med til overfaldet, indfinde
sig, når det forlangtes, til fængsel på vand og
brød i 8 a 14 dage. Dertil skulle hver for sin
part betale 5 rdl. og disse penge deles mellem
de fattige i Grenaa og Skarresø sogne og
endvidere til badskærløn og andre eventuelle
omkostninger.
Birkedommer Thomas Meinicke modtog på
rette vedkommendes vegne mulkten på ialt 50
rigsdaler, og bøndernes sag var dermed afgjort.
Med hensyn til de konfiskerede redskaber og
for vold og overlast måtte han derimod
reservere sig al lovlig ret. Hvad angik karlene
kunne han ikke på nuværende tidspunkt udtale
sig, om det tilbudte kunne modtages. Han
ønskede derfor en udskrift at retsprotokollen til
sagens nærmere vurdering.
Om sagen senere er behandlet ved retten i
Grenaa, eller om nogen dom er afsagt, har ikke
kunnet spores. Men det må anses for givet, at
en så alvorlig sag også har givet anledning til
hårde domme. Det har til alle tider været
kostbart at genere embedsmænd i funktion.
Fra mester Hans Wulff forelå en attest fremlagt
i retten. Wulff var holstener af fødsel og skrev
på tysk. Attesten er at finde i retsprotokollen. I
sine første år i Danmark var han chirurgus ved
grevskabet Scheel, men havde bopæl i Grenaa.
Her gengives attesten på dansk, idet tidens
sprogbrug er søgt bibeholdt:
Nr. 18
CHR. 7-timus.
1774 6 Sk.
1774 den 21 Oktober har jeg paa Begjæring
visiteret Consumptions-Fuldmægtig Hr. Ove
Christophersen Broch og 24 ditto Hr.
Birkedommer Meinicke. De foregiver begge at
være overfaldet ved Astrup af Skarresø Bønder.
Jeg har fundet, at den første, Hr. Ove Broch,
havde fire dybe slagne Saar i Hovedet, en
Kvæstelse over den venstre Tinding, samt at
ogsaa den højre Arm og det højre Skulderblad
var meget saaret. Hr. Birkedommer Thomas
Meinicke var ovenpaa højre Skulderblad
ligesaavel som to Fingres Bredde under samme
og paa venstre Arm tæt over Albuen ganske blaa
og forslaaet.
Hvilket alt hermed efter Begærmg
attesteres.
Grenaa, d. 14. November 1774.
Hans Wulff. (L.S.)
Karl Mejnecke
Noter:
Denne beretning er trykt i Ryomgård
Realskoles Elevforenings Årsskrift 1964.
Illustrationerne er af Bent Lorentzen,
Stenvad. (årgang 1951)
Efter at "En Batalje i Skarresø" var
færdigskrevet og trykt i Årsskriftet, fik jeg
bekræftet min formodning om, at gårdmand
Bo Sørensen, der er nævnt i denne beretning,
er en af min faders, og dermed også, en af
mine aner. Ved besøg hos sognefoged Anton
Laursen, Skarresø, på gården ”Laursminde" -
den gamle sognefogedgård igennem et par
århundreder - fik jeg syn for sagn den 27
december 1964.
Anton Laursen, der lige var gået af som
sognefoged, havde overtaget såvel hvervet
som gården efter sin fader, Laurs Poulsen, der
havde efterladt sig mange gamle og
værdifulde dokumenter og papirer.
Stoffet til »En batalje i Skarreseø er samlet
og fortalt af Karl Mejnecke på grundlag af
familiens slæsgtsbog. Som kildemateriale er
endvidere anvendt Carl Svenstrup: Grenaa
Bys Historie. Udgivet privat 1965 i tryk fra
Kolind Bogtrykkeri
Hoff skøder og fæster "Drudegaard"(?) i
Skarresø sogn til gårdmand Rasmus Boesen
efter hans fader Bo Sørensen.
Anton Laursen viste med synlig stolthed og
stor interesse alle sine arkivalia frem og
fortalte gerne om alt, hvad han vidste fra
gamle dage og fra sin egen tid.
Alle disse gamle ting bliver omsorgsfuldt
opbevaret hos Anton Laursen til gavn og
glæde for efterslægten.
Til erindring forærede Anton Laursen mig en
gammel skattekvitteringsbog for husmand
Niels Madsen, udflytter fra Sivested
(Beisbakken?) 1803-1824. Bogen er
indbundet i gammelt Gyldenlæderstapet og
blev en gang fundet i den gamle
sognefogedgård - på en rem i laden.
Hvordan er den havnet der ?
Thomas Meinicke 1717-1784
Skovrider Scheels Gods, og senere
Birkedommer (1762-1774) .
Scannet og ombrudt fra Realskoleårbogen og
originale noter af Per Mejnecke 2008.