om Birkedommeren Thomas Meinicke 1717-1784
En batalje i Skarresø anno 1774

Blade af Ryomegnens historie

Fortalt af Karl Mejnecke

Herremanden havde i hine tider ansvaret for - og dermed stort set hånds- og halsret over sine bønder og fæstere. Hans ansatte ridefoged var i de fleste tilfælde de undergivnes skræk og plage. Unge bønderkarle, der nægtede at springe soldat, og bønder eller fæstere, som ikke ville makke ret, fik datidens straffemidler at føle på deres krop.

Træhesten har uden tvivl også været opstaldet på »Ryomgaard« og flittigt benyttet. Mange blev grebet i og anklaget for ulovligt brændevinsbrænderi, for dengang måtte bønderne ikke selv brænde. Det var et privilegium for - kort sagt - alle andre, for både præster og degne, for civile og militære betjente, for herremænd og embedsmænd, for proprietærer og forpagtere og for alle bosat i byerne. Bønder var jo ikke regnet for noget, de var nærmest anden klasses mennesker og dertil oftest livegne, og som sådan var det dem forbudt at lave brændevin selv. Naturligvis måtte en sådan forordning give anledning til utallige overtrædelser og retssager. Ved fogeders og dommeres bistand håndhævede herskabet lovens bestemmelser i kongens navn.

Til gengæld skulle alle, der havde ret til brænding, svare afgift deraf til kronen. I Grenaa, der dengang var på 150 huse og gårde, og hvis indbyggertal næppe har oversteget 1000, var købmanden Jens Chr. Juul konsumtionsforpagter. Hans fuldmægtig Ove Christoffersen Broch, forhenværende storkøbmand, men på grund af tidernes ugunst nu falleret, havde til opgave at inddrive told og afgifter. Han havde tidligere ejet den smukke gamle gård på torvet, der hvor nu Djurslands Museum har til huse. De to opkrævede skatter, acciser eller afgifter med hård hånd og konfiskerede ulovlige brændevinsredskaber i snævert samarbejde med herremænd og ridefogeder overalt i Nørre- og Sønder herred.

For at opfylde lovens forordninger om konfiskation skulle en rettens embedsmand - en birkedommer, en herredsfoged eller en byfoged - overvære inkvisitionen, som man dengang benævnte slige fogedforretninger.

En sådan inkvisition fandt sted 1774 i Skarresø, hvor man ikke ville finde sig i noget »forbud«. På landet, hvor brændevinsfremstilling altså ikke var tilladt, ejede bønderne ofte brændevinstøjet i fællesskab, og de forskellige dele, kedel, hat, lag, pibe og svaletønde, opbevaredes lige så mange steder i landsbyen. Af gode grunde. Et komplet anlæg var meget kostbart, og det var en katastrofe at få det beslaglagt eller ødelagt. Kedlen kunne have et rumfang af ½- tønde og dertil kom hat, låg og pibe, alt af kobber. Vægten androg fra 6 til 10 lispund og havde en værdi af 25-60 rigsdaler. Det var i 1700-tallet lige så meget som femtedelen af prisen på et velholdt hus eller en god gård. I panteprotokollerne ses brændevinsredskaber at være det mest almindelige pantsættelsesobjekt næst efter fast ejendom.

Ved Daggry den 20. Oktober 1774 forlod to vogne Grenaa gennem sønderport og kørte forbi accisseboden over åens tre broer. Vejen over de lave enge forbi Kragsø var opkørt og pløret. Det nærliggende Kolindsund, der dannede det naturlige skel mellem to herreder, beredte ofte de vejfarende store kvaler i vinter- og forårstiden. Det var derfor vigtigt, at vore to køretøjer og deres mandskab fik deres ærinde i Sønder herred forettet, inden vinteren satte ind. Deres mål i dag var Skarresø.

Ove Christoffersen Broch, konsumtionsfuldmægtigen, var kusk på den forreste vogn. Som passager havde han birkedommer Thomas Meinicke fra grevskabet Scheel, der var formået til at tage med som rettens repræsentant i stedet for byfoged Niels Erich Behr og birkedommer Bay, Grenaa, der begge var forhindrede den dag. Thomas Meinicke boede i Voldby og havde tidligere været skovrider på Scheel med embedsbolig i Fjellerup. Han var født 1717 I Auning, hvor hans fader var skomager.

De to embedsmænd skulle på jagt efter brændevinstøj i Sønder herred, ligesom de i foråret havde været det i flere landsbyer i Nørre herred. Vognmand Hans Jensen Sejr, rebslageren Jens Pedersens søn fra den vestligste gård i Storegade, var kusk på vogn nr. To . På hans vogn befandt sig Jørgen Andersen Winter og Peder Carlsen, to Grenaa-borgere, der var udtaget testificanterd.v.s. vidner, i den undersøgelse, der forestod. Efter at have bedet på kroen i Kolind nåede de to køretøjer først på eftermiddagen frem til Skarresø, og her tog man straks fat på forretningerne.

Hos gårdmand Niels Bach, der stod først på listen, fandt man en svaletønde af træ med to kobberpiber. Alt blev hurtigt klonfiskeret og læsset på vognen. Niels Bach forlangte til gengæld at se papirerne, efter hvilke Ove Broch konfiskerede. Men de var desværre i hastværket glemt hjemme. I Jens Rasmussens gård fandtes bade hat, låg og piber, og hos Jens Skrædder et kobberlåg, som gik samme vej - op på vognen. Hos gårdmand Peder Thuesen var slåen skudt for alle døre, endskønt det var midt på dagen, og røgen stod af skorstenen. Rygtet om inkvisitionen var nået frem inden embedsmændene, takket være Niels Bach. Man havde derfor troet sig sikker ved at stænge dørene, men der gaves ingen pardon. Efter gentagen banken på blev dørene sprængt. I bryggerset duftede der lifligt, og en stor kedel var ganske fuld af varm bærme. I et andet rum fandt man konen og pigerne skræmt fra vid og sans. Derimod var der ingen redskaber at se nogen steder. Ved nærmere eftersøgning uden for huset fandtes friske spor af gravning i et havegærde.

Gemt i jorden fandtes her resten af redskaber og svaletønden. Ved den følgende undersøgelse hos gårdmand Bo Sørensen var dørene også låst, men blev straks brudt op. Her fandtes et veludstyret redskab, der var i fuld gang med at klare brændevin. Beboerne var ingen steder at se, men det arbejdende redskab var i sig selv bevis nok på lovover-trædelsen. Alt blev bragt ud på den ventende vogn. Da man kørte derfra, viste et kvindfolk sig i døren, men om det var konen i huset eller et tyende, kunne ikke siges. Birkedommeren og fuldmægtigen besluttede herefter at påbegynde hjemturen. De var klar over, at noget var i gære, og at det nu gjaldt om at komme af sted. Desuden var vognene næsten fuldt læssede, og dagen gik på hæld. Måske var der grunde for at mistænke endnu et par Skarresø-folk, men det fik vente til en anden gang. De to vogne forlod Skarresø og fulgte vejen mod syd over Astrup. Inden man nåde så langt, blev vognene indhentet af fem ridende Skarresø-karle. Nogle plovfolk, der arbejdede på marken, blev råbt an af rytterne og sat ind i sagen. Ligeledes nogle bønder fra Ebdrup, som befandt sig undervejs. De sammensvorne karle, plovfolk og bønder omringede de to køretøjer og standsede dem. Rytterne stod af hestene og spurgte de kørende, hvad de var for folk og titulerede dem »røvere og skielme«.

Birkedommer Thomas Meinicke og fuldmægtig Ove Broch fortalte, hvem de var, og hvorfra de kom. At de var taget ud i Hans Majestæts ærinde - og efter hans befaling - for at søge efter brændevinstøj. Naturligvis ville karlene ikke tro et ord deraf. Niels Bachs karl vidste jo fra sin husbond, at Grenaa-mændene ingen »papirer« havde med. Derefter tog de fat på at læssse de kære brændevinsredskaber af vognene. Birkedommeren søgte at gøre dem begribeligt, hvad de udsatte sig for ved at tage sig selv til rette. Det tog karlene overhovedet ingen notits af. De vedblev at læsse redskaber af. Samtidig truede de Grenaa-folkene med klø, så mange, at ingen af dem kunne krybe eller gå derfra. Endnu en gang søgte birkedommeren at tale karlene til fornuft, sagde, at de skulle være varsomme med at true, endsige bruge vold. Nu havde de jo taget redskaberne igen og burde lade ham og hans følge fare med fred. Og hvis de tvivlede på hans og hans ledsageres ord og om, at de ikke var i deres gode ret som øvrighed, så var han - birkedommeren - og hans folk villige til at køre om ad Ryomgaard til bøndernes herskab oberstløjtnant von Hoff eller dennes ridefoged. Eller til præsten i Marie Magdalene. Således at både bønder og karle kunne blive overtydet om, at alt var i overensstemmelse med gældende love og forordninger.

Intet gjorde indtryk på karlene. De blev jo længere des grovere, og uden at nogen rigtig vidste deraf, slog en af karlene til Jørgen Winter, der blev ramt i hovedet, og det så voldsomt, at blodet sprang ham af øret. Han skreg højt af smerte og angst, da han tumlede til jorden. Dermed var signalet givet til voldeligt overfald. Bønderkarlene slog løs på birkedommeren og især på Ove Broch, som snart efter lå blødende på vejen. Som våben anvendte karlene medbragte vogn- eller plovkæppe, men gjorde også flittigt brug af kobberpiberne fra brændevinstøjet. Da det gik hårdest til, benyttede de to testificanter (vidner) lejligheden til at stikke af.

Imens fortsatte karlene med at slå løspå Broch og Meinicke. De to vidner har vel tænkt at hytte deres eget skind, da de alligevel ingen chance havde for at klare sig mod overmagten. Da de to stak af, sprang et par karle til hest og indhentede dem. De flygtende bad for deres sølle liv, og karlene lod dem løbe overbevist om, at det ikke var rigtige konsumtions-betjente. Imens fik de to hovedpersoner endnu flere drøje hug og led yderligere overlast. Kusken Hans Sejr var der derimod ingen, der rørte. Tilsyneladende havde karlene fået raset ud, og Hans Sejr benyttede lejligheden til at få de overfaldne bragt til vogns. Det lykkedes at komme af sted, og man kørte - alt hvad hestene kunne rende - ad Kolind til. Et langt stykke vej forfulgte overfaldsmændene dog de to vogne med trusler og grove skældsord. Ove Broch var stadig kusk på den ene vogn, men var knap nået en halv mils vej, før han matte give op. Spændingen og den hårde medfart havde udmattet ham. Han sank sammen på bukken, mens blodet randt ham fra hovedet ned over hans kinder. Han var ikke i stand til at bevæge højre arm. Birkedommer Meinicke overtog derpå tømmerne og kørte vognen. Ove Broch blev anbragt midt i køretøjet, mens Jørgen Winter tog plads bag ham for at støtte, hvis han påny skulle falde i svime.

Hjemvejen gik over Kolind-Nødager-Albøge og til Lyngby, hvor Ove Brochs svigerfader, sognepræsten provst de Hemmer, boede. Her tog man ind for at få hjælp, for at blive vasket og få sårene forbundet. Samme aften blev Ove Broch ført til sit hjem i Grenaa i provstens lukkede karet og kom straks under kyndig behandling hos byens »chirurgus«, mester Hans Wulff. Det tog mange måneder, inden Ove Broch var restitueret og i stand til at genoptage sit arbejde for konsumtionsvæsenet. Også birkedommer Meinicke havde mén af slagene i lange tider efter de dramatiske begivenheder i Skarresø. Såvel birkedommer Thomas Meinicke som fuldmægtig Ove Broch rejste sag mod de fem Skarresø-mænd og deres karle, både for overtrædelse af brændevins-forordningen og for vold den i forordningen fastsatte bod på 10 rigsdaler rigsmønt, tilsammen 50 rigsdaler. og overlast, for den tort og svie, som var tilføjet dem den 20. oktober 1774. Sagen indbragtes for retten i Grenaa den 14. november samme år.

Hverken bønderne eller karlene gav møde. Derimod mødte på deres vegne ridefoged på Ryomgaard Sr. Jørgen Tranberg. Han erklærede, at denne sag var ham lige så ukendt som uventet. Han havde forlængst foreholdt de anklagede bønder deres ulovligheder. Dertil havde han ladet deres brændevins-redskaber borttage, sønderslå. og sælge. De derved indkomne penge - kobberets salgspris - havde vedkommende bønder faet udbetalt .  Bøndernes herskab, oberstløjtnant Palle Kragh von Hoff, kunne naturligvis ej heller forsvare sine bønders grove og voldelige adfærd, men erklærede sig indforstået med at give billig og tilbørlig satisfication efter de pågældendes fattige omstaendigheder. Han - oberstlejmant von Hoff - lod derfor ved sin ridefoged, Sr. Jergen Tranberg, levere for hver at de fem anklagede Skarresøboe

Hvis sagen således kunne ordnes i mindelighed, skulle de otte karle, både de fra Skarresø og de fra Ebdrup, som var med til overfaldet, indfinde sig, når det forlangtes, til fængsel på vand og brød i 8 a 14 dage. Dertil skulle hver for sin part betale 5 rdl. og disse penge deles mellem de fattige i Grenaa og Skarresø sogne og endvidere til badskærløn og andre eventuelle omkostninger.

Birkedommer Thomas Meinicke modtog på rette vedkommendes vegne mulkten på ialt 50 rigsdaler, og bøndernes sag var dermed afgjort. Med hensyn til de konfiskerede redskaber og for vold og overlast måtte han derimod reservere sig al lovlig ret. Hvad angik karlene kunne han ikke på nuværende tidspunkt udtale sig, om det tilbudte kunne modtages. Han ønskede derfor en udskrift at retsprotokollen til sagens nærmere vurdering. Om sagen senere er behandlet ved retten i Grenaa, eller om nogen dom er afsagt, har ikke kunnet spores. Men det må anses for givet, at en så alvorlig sag også har givet anledning til hårde domme. Det har til alle tider været kostbart at genere embedsmænd i funktion. Fra mester Hans Wulff forelå en attest fremlagt i retten. Wulff var holstener af fødsel og skrev på tysk. Attesten er at finde i retsprotokollen. I sine første år i Danmark var han chirurgus ved grevskabet Scheel, men havde bopæl i Grenaa. Her gengives attesten på dansk, idet tidens sprogbrug er søgt bibeholdt:

Nr. 18 CHR. 7-timus.

1774 6 Sk.

1774 den 21 Oktober har jeg paa Begjæring visiteret Consumptions-Fuldmægtig Hr. Ove Christophersen Broch og 24 ditto Hr. Birkedommer Meinicke. De foregiver begge at være overfaldet ved Astrup af Skarresø Bønder.

Jeg har fundet, at den første, Hr. Ove Broch, havde fire dybe slagne Saar i Hovedet, en Kvæstelse over den venstre Tinding, samt at ogsaa den højre Arm og det højre Skulderblad var meget saaret. Hr. Birkedommer Thomas Meinicke var ovenpaa højre Skulderblad ligesaavel som to Fingres Bredde under samme og paa venstre Arm tæt over Albuen ganske blaa og forslaaet.

Hvilket alt hermed efter Begærmg attesteres.

Grenaa, d. 14. November 1774. Hans Wulff. (L.S.)



Karl Mejnecke

Noter: Denne beretning er trykt i Ryomgård Realskoles Elevforenings Årsskrift 1964.

Illustrationerne er af Bent Lorentzen, Stenvad. (årgang 1951)

Efter at "En Batalje i Skarresø" var færdigskrevet og trykt i Årsskriftet, fik jeg bekræftet min formodning om, at gårdmand Bo Sørensen, der er nævnt i denne beretning, er en af min faders, og dermed også, en af mine aner. Ved besøg hos sognefoged Anton Laursen, Skarresø, på gården ”Laursminde" - den gamle sognefogedgård igennem et par århundreder - fik jeg syn for sagn den 27 december 1964.

Anton Laursen, der lige var gået af som sognefoged, havde overtaget såvel hvervet som gården efter sin fader, Laurs Poulsen, der havde efterladt sig mange gamle og værdifulde dokumenter og papirer.

Stoffet til »En batalje i Skarreseø er samlet og fortalt af Karl Mejnecke på grundlag af familiens slæsgtsbog. Som kildemateriale er endvidere anvendt Carl Svenstrup: Grenaa Bys Historie. Udgivet privat 1965 i tryk fra Kolind Bogtrykkeri

Hoff skøder og fæster "Drudegaard"(?) i Skarresø sogn til gårdmand Rasmus Boesen efter hans fader Bo Sørensen. Anton Laursen viste med synlig stolthed og stor interesse alle sine arkivalia frem og fortalte gerne om alt, hvad han vidste fra gamle dage og fra sin egen tid. Alle disse gamle ting bliver omsorgsfuldt opbevaret hos Anton Laursen til gavn og glæde for efterslægten. Til erindring forærede Anton Laursen mig en gammel skattekvitteringsbog for husmand Niels Madsen, udflytter fra Sivested (Beisbakken?) 1803-1824. Bogen er indbundet i gammelt Gyldenlæderstapet og blev en gang fundet i den gamle sognefogedgård - på en rem i laden. Hvordan er den havnet der ?

 

Thomas Meinicke 1717-1784
Skovrider Scheels Gods, og senere Birkedommer (1762-1774) .

Scannet og ombrudt fra Realskoleårbogen og originale noter af Per Mejnecke 2008.


Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

07.01 | 08:33

Jeg har altid fået fortalt i min familie, at vores "Meiniche" stammer fra greven af Samsø :D

...
22.02 | 22:24

Tak for det. Har indskrevet det i den "store" anetavle. Er der nogen stednavne at knytte til navnene?

...
15.02 | 11:45

Poul blev født 11. februar 1939 og Arne 3. April 1942. Poul tog navnet Meineche i forbindelse med vielse. Poul fil 3 Sønner, Nilels 1969, Leif 1970, Bjarne 1972

...
15.02 | 11:42

Jeg har nogle oplysninger om efterkommerne til Niels og Ida. Reimer blev født i 1914, Elinor i 1918 og Ejgil i omkring 1935.
Elinor fik 2 børn. Poul og Arne.

...
Du kan lide denne side